Sæbygaard Gruppe
Sæbygaard Gruppen i Sæby består af ca. 70 spejdere, fordelt på drenge og pigespejdere mellem 6 – 23 år samt ledere.
Sammen med 10 andre grupper i Vendsyssel udgør vi Vendelbo Division.
Gruppen kan i dag tilbyde en hel spejdertid for både drenge og piger i gruppens forskellige afdelinger (grene).
Mikroflokken, for de 6 – 8 årige, 0. og 1. klasse.
Miniflokken, for de 8 – 10 årige, 2. og 3. klasse.
Juniorflokken, for de 10 – 12 årige, 4. og 5. klasse.
Troppen for de 12 til 16/17 årige, fra 6. Klasse.
Klanen for de 16/17 – 23 årige.
Alle afdelingerne har møder og ture hver for sig, men vi laver flere aktiviteter på tværs af aldersgrupperne. Det største arrangement er vores årlige fælles gruppetur i september, hvor spejderne er blandet på tværs af afdelingerne, der er oprykning fra den ene gren til den næste, og det hele slutter af søndag med fælles frokost til spejdere, forældre og søskende.
Spejderhuset
Vi har hjemsted i spejderhuset bag Børnehuset Sættravej. Huset ligger i Gybels Plantage, med let adgang til skov og sø, og her holder vi de ugentlige møder. Vi prøver at udnytte de dejlige rammer så meget som muligt, ved at holde så mange møder som muligt udendørs.
Skovmandshytten
Gruppen ejer en dejlig naturgrund ved St. Endelt Grusgrav, nær Lyngså. Grunden bruges i forbindelse med møder, weekends, og lejre. På grunden er der flere hytter, der bruges til patruljeture og weekendture. Det er muligt at leje Skovmandshytten til fødselsdage, klasseture, spejderlejre, familiearrangementer.
For tidligere medlemmer af gruppen, både spejdere, ledere og forældre har vi en særskilt gruppe: Sæbygård Gruppens Veteraner.
Det Danske Spejderkorps' formål er "at udvikle børn og unge til vågne, selvstændige mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt ansvar i det danske samfund og ude i verden."
For at nå vores mål laver vi forskellige aktiviteter. Fx er lejrliv en god mulighed for at udvikle sig socialt og fysisk, mens en svær kode sætter hjernen i sving.
KAFSU
Hovedemnerne for spejderarbejdet i Det Danske Spejderkorps er :
♦ Kammeratskab
♦ Ansvar
♦ Friluftsliv
♦ Sjov
♦ Udfordringer
Børn leder børn - demokrati i praksis
Arbejde i mindre grupper er en vigtig del af arbejdet. Det betyder at vi har "patruljer" (grupper) med 5-8 spejdere i. Patruljen ledes af et barn eller en ung – og en stor del af spejderaktiviteterne foregår i patruljen. Ved at arbejde i patruljer udvikler vi børn og unge socialt, og til at tage et ansvar for at få det til at fungere i patruljen. Når vores spejdere skal løse forskellige opgaver sammen med de samme kammerater, finder de også ud at vi alle har vores stærke og svage sider. Det er også her spejderne lærer om og prøver at praktisere demokrati – i en tryg ramme som den enkelte kan overskue.
Spejderloven
Tre principper danner grundlag for vores arbejde:
♦ Den enkelte. Spejderen har ansvaret for sin egen udvikling.
♦ Omverdenen. Spejderen viser respekt for medmennesket, er hjælpsom og viser ansvar over for naturen og det samfund, vi er en del af.
♦ Det åndelige. Spejderen bestræber sig på at finde en tro, et åndeligt princip, der er større end mennesket.
Alle verdens spejdere skal på basis af disse 3 principper formulere en spejderlov og et spejderløfte, til brug i det daglige spejderarbejde.
I Det Danske Spejderkorps er spejderloven:
Den, der er med i spejdernes fællesskab, gør sit bedste for:
♦ at finde sin egen tro og have respekt for andres
♦ at værne om naturen
♦ at være en god kammerat
♦ at være hensynsfuld og hjælpe andre
♦ at være til at stole på
♦ at høre andres mening og danne sin egen
♦ at tage medansvar i familie og samfund
For yderligere information kontakt:
Formand
Eva Østergaard
Gruppeleder
Flemming Berg Christensen (Fleus), Carsten Thorvald